Disappearing ninepatch

7/13/2014

Disappearing ninepatch


Disappearing ninepatch
Jeg lærte patchwork at kende, da jeg havde håndarbejde som linjefag på lærerseminaret. Min lærer, Noomi í Dali, var meget dygtig til at introducere os til de forskellige former og lærte os historikken bag de forskellige retninger. Det var meget interessant, men jeg fandt hurtigt ud af, at mit temperament passer bedst til de former, som jeg kan sy på min symaskine. Siden da har jeg syet mange tæpper, men denne "disappearing ninepatch"lærte hun mig først, da jeg skulle lave et tværfagligt eksperiment sammen med en matematiklærer og en 7.klasse. Kvadraterne skal være ens, men da de er syet sammen, er det skæreteknikken og præcisheden, som gør at resultatet bliver flot.

Denne gang er det Vidar, der skal have en dåbsgave, og da det er sommer er det hyggeligt at have sit eget tæppe at boltre på ude som inde.

Sådan er fremgangsmåden på "Disappearing ninepatch", som jeg har lært den (og fået lov til at dele med jer):
Grundblokken i mønstret er 3 x 3 ens kvadrater.
Størrelsen varierer jeg efter størrelsen på mønstret i stoffet og på hvor stort jeg vil have det endelige resultat at blive. Denne gang er hver kvadrat 16 x 16 cm med sømrum.
Hvor mange grundblokke man vælger at have med varierer også. I dette tæppe har jeg 2 x 3 grundblokke.


Hver grundblok består af:

  • 4 mønsterkvadrater: disse kan med fordel være stormønstrede eller med et enkelt motiv.
  • 4 mellemkradrater: disse bliver senere skåret i 1/2. Dette kan være 1, 2 eller 4 forskellige stoffer, bare de giver det samme "udtryk". Til dette tæppe har jeg valgt 4 forskellige stoffer, da det giver et sjovt spil og farver til et barn.
  • 1 midterkvadrat: denne bliver senere skåret i 4 og den kan derfor give et godt afbræk til de andre farver. I mit tæppe har jeg valgt at gøre det grøn.



Jeg har valgt at mønsterblokkene er stormønstrede Peter Plys figurer, mens kvadraterne er i blålige nuancer, som også har barnlige motiver. Midterkvadraten er afbryderen og samtidig en farve, som børn nemt ser. Jeg syr dem sammen i baner på symaskinen og samler dem derefter, så jeg arbejder faktisk på alle 6 grundblokke samtidig. Derefter stryger jeg blokkene hver for sig for at få sømrummet til at ligge i samme retning.


Når alle grundblokkene er samlede, er næste skridt at skære igennem dem. Man tager sin lineal og finder midten på de midterste kvadrater og skærer ned igennem. Gentager så på de vandrette kvadrater, så grundblokken nu ser ud som den overfor. Stryg blokkene.


Så er det tid til at trylle lidt, fordi nu skal den skårne kvadrat nederst til venstre bytte plads med den øverst til højre, og resultatet skal se ud som den ovenfor. Den nye grundblok bliver nu syet sammen og strøget bagefter.


Grundblokkene bliver nu samlet til et stykke, som vist ovenfor. Jeg valgte som sagt 6 grundblokke, så derfor er mit rektangulært. Stryg tæppet inden du går videre.


Jeg har valgt at tæppet skal have to kanter rundt om grundblokkene, så jeg starter først med en "polkadot" sort/hvid for at give tæppet en ekstra dimension. Jeg skærer dem 5 cm brede og starter med de korte sider, dvs jeg måler hvor bredt tæppet er på midten og skærer strimlerne så lange for at sørge for, at tæppet ikke bliver skævt. jeg gentager processen med den lange side, syr kanterne på og stryger tæppet.


Processen bliver så gentaget på bredden og i længden, men denne gang med en blålig turkis farve. Bagefter limer jeg pladevat og bagstykke på med spraylim. På dette tæppe har jeg valgt at have fleece på bagsiden. Det er blødt, varmt og er nemt at holde for moren.


Nu kommer jeg til quiltedelen: Jeg valgte at quilte langs grundblokkene og langs den tynde kant. Der er flere muligheder, men da jeg ikke har så mange erfaringer med "kreativ" quilt, valgte jeg den sikre løsning denne gang. Jeg synes også, at det harmonerer godt med tæppet, hvor motiver og farver hellere bliver fremhævede af quilten.


Når tæppet er quiltet, skærer jeg kanterne til og syr kantbånd på. Min kære veninde Pernille Ruskjær har lært mig at sy kant på på en smart måde og hun har LOVET mig, at hun snart vil lave en tutoral, som jeg så kan linke til. Hun har også opfordret mig til at sy kanten på i hånden bagpå, men her vandt den utålmodige side af mig, så jeg fandt et par forklaringer på pinterest på, hvordan man kan sy kanten på med symaskinen, og den løsning valgte jeg så. Pernilles håndsyede er helt sikkert meget pænere, men en kvinde i tidsnød kan også nøjes med en maskinsyet ;)



Jeg er meget tilfreds med mit tæppe og Vidar har afprøvet tæppet, så syersken her er glad :)


Etiketter: , , , , , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start